fredag den 15. maj 2015

Forårets første 101-sejlads

Endelig, endelig er foråret kommet, båden er pudset og poleret og ligger og rusker i fortøjningerne af lutter iver for at komme på vandet.
101-ræs? Det er kræs!
Den sidste dag i maj,  Søndag den 31. maj, får din smukke 101'er så chancen at blive luftet sammen med nogle af hendes søskende. 101-klubben er vært for en uformel og ganske uhøjtidelig kapsejlads ud for Rungsted. Du møder op til skippermøde på Bro 7 i Rungsted Havn kl. 10.00 med den faste besætning eller med kone, børn, naboens dreng og den sejlglade kollega fra kontoret.

Der vil skipperen på DEN 88, Stig Waldorff, fortælle om banen: Starten lægges lige nord for havnen i nærheden af D-mærket. Hvis vejret tillader det, bliver sejladsen nok ud til Ven NV eller Ven Ø og tilbage. For de uindviede vil Stig også fortælle om harestart og hvordan vi tager os selv i mål mellem det røde og det grønne mærke ved indsejlingen.

Efter en fornøjelig dyst på vandet samles vi igen på Bro 7, hvor Stig sørger for moleøl og vi andre bidrager med skipperkrøniker og håndsejlads. Det er som sagt en aldeles uformel kapsejlads for 101'ere - så TILMELDING? Der er ingen, bare mød op. Og INDSKUD? Heller ikke.

HUSK!
For dem, som ikke har nået de endnu: Det er stadig ikke for sent at betale årskontingentet til 101-klubben:
400 kr. til konto 3667-3667275091.

HUSK OGSÅ!
Klassemesterskabet/DM for 101'ere i Nivå og Rungsted på fire hverdagsaftener i august - fra mandag den 10. til torsdag den 13.

(PBV: Lars Ranggaard)


PS: Sådan laves en harestart:

Haren åbner starten ved på det aftalte starttidspunkt at sejle bidevind på bagbord halse nær D-bøjen.

Øvrige startende både, alle på styrbord halse, må nu starte ved at gå bagom Haren og holde godt klar af denne i en afstand af minimum en bådslængde.

Pas på både som sejler bidevind i læ af dig, for de skal ikke give dig plads, for at du kan falde af for at sejle om hækken på Haren. Hvis du kan se, at der ikke er plads til dig i en passende afstand fra Haren (en bådslængde), må du gå af vejen ved at luffe, og så falde af igen, når der er plads.

Når alle er startet ved at gå bag om Haren, kan Haren skifte til styrbord halse eller fortsætte på bagbord.

tirsdag den 31. marts 2015

Vellykket 101-aften hos North


Det var et velbesøgt og vellykket møde, som 101-klubben holdt hos North Sails i slutningen af marts.
Årets første arrangement i 101-klubben havde trukket 15 sejlere til sejlloftet i Allerød, hvor chefdesigneren og mestersejleren Henrik Søderlund fortalte om de særlige finesser for trim af 101'eren.
Kompetent og lærerigt fortalte han bl.a. om betydningen af, at mastefoden står plant på dækket og ikke på "hælen", om nødvendigheden af trimmærker på salingshorn bl.a. og om betydningen af det rette twist i sejlene.
Professor Søderlund fortæller
101-sejlerne havde mange spørgsmål til "professor" Søderlund, som sammen med 101-klubben bød på lette forfriskninger med sandwich, drikkelse og kage.

(IØVRIGT: Hvis du ikke nåede at betale 101-årskontingent inden 1. april, står 101-bankkontoen stadig åben for indbetaling. Se nedenfor.)

 L.R.

fredag den 13. marts 2015

Klassemesterskab på ny kurs

Dette er en vaskeægte nyhed: 101-klubben går nye veje i dansk sejlsport.

For første gang nogensinde vil et dansk klassemesterskab blive holdt på fire hverdagsaftener - oven i købet midt i den stort anlagte sejlerfest Øresundsugen.

I flere år har der været svigtende tilslutning til (også) 101'ernes danmarksmesterskab eller klassemesterskab - muligvis fordi mesterskaberne traditionelt blev holdt over en forlænget weekend, hvor travle familier har svært ved at skaffe tid, og som oftest var det også nødvendigt at tage fri fra arbejdet i flere dage for at kunne deltage.

Det gør 101-klubben nu op med:

I år har vi besluttet at holde klassemesterskabet over fire hverdagsaftener, så ingen familie-weekend bliver berørt og ingen behøver at tage fri fra arbejde. Klassemesterskabet bliver holdt af Nivå Bådelaug - og ligger fire aftener i august med en sejlads hver aften. Den tidligste start er kl. 1830, så alle kan nå at være med:

  1. Mandag den 10. august sejles en op-ned-bane, som Nivå Bådelaug lægger ud. Start kl. 1830.
  2. Tirsdag den 11. august sejles den traditionsrige KDY-klubmatch i Rungsted, hvor 101'erne starter som sædvanligt og resultatet tæller til klassemesterskabet. Start kl. 1840
  3. Onsdag den 12. august deltager 101'erne i Nivås ugentlige klub-kapsejlads, hvor vi får vores egen start kl. 1850.
  4. Torsdag den 13. august er vi igen i Nivå til en udlagt op-ned-bane - start kl. 1830.

Det er fire dage midt i Øresundsugen - den store, samlede satsning for dansk sejlsport, hvor en masse kapsejladsaktiviteter bliver afviklet i Øresundsregionen.

Vi regner med at kunne holde indskuddet for alle disse sejlads-fornøjelser på beskedne 300 kr.

Mere vil tilgå senere - bl.a. om festmiddag og om 101-klubbens mulig økonomiske støtte til deltagelse i stævnet.

Kontingent 2015

Vi erindrer om, at det er på tide at indbetale årskontingentet for 2015.

Kontingentet er på kr. 400 og skal indbetales inden kapsejladssæsonens start, dvs. inden 1. april.
De indbetales på Club 101's bankkonto Reg.nr. 3667 - konto-nr. 3667 275091.
OBS: HUSK at påføre bådens registrerings-nr. på overførslen - (F.eks.: "DEN 123").
Tillader pladsen det, kan tilføjes ejerens navn.
(Båd-numrene 11, 52, 88, 134 og 255 har indbetalt for 2014 og slipper derfor at betale for 2015)

Medlemsliste

Vi er i gang med at revidere vors medlemsliste. Derfor vil vi bede dig om, senest når du indbetaler dit årskontingent, at sende en mail til klubbens kasserer Stig Waldorff med:

  1. Bådens registreringsnr.
  2. Bådens navn
  3. Bådens hjemhavn
  4. Dit navn
  5. Din mail-adresse
  6. Dit tlf.-nr.
  7. Din adresse.

Stig har mail-adressen: waldorff at dadlnet dot dk

mandag den 9. marts 2015

Henrik Søderlund fortæller om 101-trim

Så er 101-klubben klar med årets første arrangement: En trim-aften I sluningen af marts hos North Sails.

Vi har tidligere meddelt, at North Sails sejldesigner Mads Christensen, der adskillige gange har vundet 101-DM, på mødet I Allerød ville fortælle om trim af 101’eren.

Men siden har Mads besluttet at forlade sejlloftet I Allerød og er på vej til at etablere sig med et mindre sejlfirma på Rungsted Havn og kan  derfor ikke repræsentere North Sails på 101-mødet torsdag den 26. Marts.

Istedet er det lykkedes Club 101 at få en af dansk sejlsports store skikkelser, Henrik Søderlund, til at fortælle om, hvordan vi kan få en 101’er til at sejle højere og hurtigere – og måske også  lidt om taktik på kapsejladsbanen og om, hvordan 101'eren adskiller sig fra andre klassebåde.

Henrik Søderlund var en af de tre succesrige sejlere, der for efterhånden mange år siden stiftede sejlloftet Sejlmagerne, der siden blev til Diamond Sails og derefter North Sails.

Henrik har vundet mesterskaber i snart sagt alle klasser fra han i 1968 I Rungsted vandt DM i Optimistjolle – bl.a. danmarksmesterskaber i Spækhugger, H-båd og selvfølgelig i 101’eren (i 1985 I Rungsted)  - og har desuden været Verdensmester I One Ton- og i 3/4 –ton-klassen. I 1978 blev han dog forvist til fjerdepladsen i 101-mesterskabet – efter andre navnkundige rorsmænd som Poul Richard Høj Jensen, Valdemar Bandolowski og Ib Ussing Andersen.

Som chefdesigner for North Sails har Henrik Søderlund I de senere år især koncentreret sig om de helt store kapsejladsbåde fra Volvo Ocean Race og America’s Cup – men har også fået tid til at gaste på flere 101’ere på tirdags-kapsejladser I Rungsted.

101-klubbens trimaften med Henrik Søderlud hos North Sails finder sted

Torsdag den 26. marts kl. 18.30

på sejlloftet på Bjarkesvej 5 i Allerød.

North Sails og Club 101 vil være vært for et let arrangement med lidt snack, sandwich og drikkelse.
Husk at invitere gasterne med!

Tilmelding er nødvendig  - til 101-klubbens kasserer Stig Waldorff:
waldorff at dadlnet dot dk

torsdag den 5. februar 2015

101-klubben gør klar til en ny sæson


Mens kyndelmisse slår sin knude og det er hvidt derude og vores både står og fryser i stativerne, er det tiden at tænke frem til sol, sommer og saltvand.
Derfor har 101-klubbens nye bestyrelse sat fuld fart på forberedelserne til en fremragende sæson 2015.
Først og vigtigst er at genaktivere klubben, som lå underdrejet i fjor, da den tidligere formand gik fra borde i utide.

Trim-instruktion

En af de første aktiviteter ventes at løbe af stabelen omkring slutningen af marts - en trim-instruktion af North Sails Mads Christensen, som adskillige gange har sejlet førstepladser hjem ved 101-DM. Måske det kan lægges sammen med et besøg på North Sails i Allerød.

101-kapsejlads 

Bestyrelsen arbejder også med at søsætte en kapsejlads for 101'ere ud for Rungsted. Det bliver formentlig en uformel kapsejlads med efterfølgende moleøl, skipperløgne og hånd-navigation - i stil med kapsejladsen, der trådte i stedet for DM i fjor. Vi sigter efter slutningen af maj-begyndelsen af juni.


DM/klassemesterskab 2015

Bestyrelsen arbejder også på at arrangere et DM-2015 - alternativt et klassemesterskab. Vi sigter efter at holde det i en klub i det nordlige Øresund og helst i forbindelse med det nye, store fælles kapsejladsarrangement Øresundsugen.  Det er en række kapsejladser og andre maritime og sociale arrangementer, der holdes samtidig i ugen fra den 8. til den 15. august. Og altså helst også 101-DM.

Kontingent 2015

Som før meddelt, har vi droppet opkrævningen af kontingent for 2014. Dels manglede medlemslister efter pludseligt formands- og kasserer-skifte - dels var aktivitetsniveauet i klubben så lavt, at det næppe kunne retfærdiggøre et kontingent.
Men nu i 2015 er klubben på banen igen - og det er på tide for alle at indbetale årskontingentet 2015.
Kontingentet er på kr. 400 og skal indbetales inden kapsejladssæsonens start, dvs. inden 1. april.
De indbetales på Club 101's bankkonto Reg.nr. 3667 - konto-nr. 3667 275091.
OBS: HUSK at påføre bådens registrerings-nr. på overførslen - (F.eks.: "DEN 123").
Tillader pladsen det, kan tilføjes ejerens navn.
(Båd-numrene 11, 52, 88, 134 og 255 har indbetalt for 2014 og slipper derfor at betale for 2015)


Medlemsliste

Som nævnt stod den nye bestyrelse uden ajourført medlemsliste. Det er vi i gang med at få på plads og i orden. Men vi behøver DIN hjælp.
Vi vil bede dig om, senest når du indbetaler dit årskontingent, at sende en mail til klubbens kasserer Stig Waldorff med:
1: Bådens registreringsnr.
2: Bådens navn
3: Bådens hjemhavn
4: Dit navn
5: Din mail-adresse
6: Dit tlf.-nr.
7: Din adresse.

Stig har mail-adressen: waldorff at dadlnet dot dk

Med sejlerhilsen og ønsket om et år med solskin ombord og masser af dejlig sejlads
fra 101-klubbens bestyrelse (PBV: Lars Ranggaard)

mandag den 26. januar 2015

Rettelse, kontonummer


Kære alle

Der var et ciffer for meget i det tidligere oplyste kontonummer. Kontingent for 2015 bedes indbetalt til Club 101 Regnr. 3667 Kontonr. 3667275091.

Beklager fejltagelsen.

Venlig hilsen

Stig W, kasserer Club 101

fredag den 23. januar 2015

Velkommen tilbage

Som I kan se af referatet fra Generalforsamlingen, bliver der ikke opkrævet kontingent for 2014.
Kontingentet for 2015 er stadig 400 kr, som bedes indbetalt til Club101 på Danske Bank Konto. Reg.nr. 3667 Konto 36672775091.

DEN 11, DEN 52, DEN 88, DEN 134 og  DEN 255 har som de eneste betalt for 2014 og skal således ikke betale for 2015.

DEN 304 bedes oplyse bankkonto, så vi kan returnere 500 kr for tilmelding til aflyste DM i Lynæs

Vi siger desuden velkommen til to nye medlemmer. Klaus Kesje som har erhvervet 170 – fra Sverige. Og velkommen igen til Vilhelm Møller Pedersen, DEN 292 i Skælskør.”

Venlig hilsen

Stig Waldorff

Referat af Generalforsamling 101 klubben

Generalforsamling 101 klubben D 15 December 2014

Referat.

1. Valg af dirigent. Niels Peter

2. Formandens beretning:
Efter at vores tidligere formand valgte at blive inaktiv, blev undertegnede valgt til konstitueret formand af den resterende bestyrelse.

Der blev afholdt ekstraordinær generalforsamling i Juni, hvor Jan Svendsen, Lars Rangaard og Stig Waldorff blev valgt ind i bestyrelsen.

Der blev herefter arbejdet på at få et DM op og stå. Vi fik lavet en aftale med Lynæs sejlklub om at afholde dette. Der var dog desværre ikke tilmelding nok til at gennemføre, da der var stillet krav fra Lynæs om, at der mindst skulle være 10 deltagende både. Der var kun 6 tilmeldte både.

Bestyrelsen har besluttet ikke at opkræve kontingent for 2014. Der har stort set ikke været aktiviteter i årets løb, og klubbens beholdning  dækker rigeligt årets udgifter.

Herefter har bestyrelsen arbejdet på at genetablerer en medlemsliste samt lægge en plan for fremtidige aktiviteter.

3. Grundet formands og kassere skifte er der desværre ikke mulighed for et egentligt regnskab. Klubben har ved udgangen af 2014 en beholdning på 42.416,87 kr.

4. Kontingent for 2015 fastsættes til 400 kr. Dem som har betalt for 2014 godskrives i 2015.01.12

5. Der var ingen indkomne forslag.

6. Den siddende bestyrelse er villig til genvalg. De blev alle genvalgt. Mogens Petterson blev yderligere valgt.

7. Ingen stillede op. Bestyrelsen finder en snarest og meddeler dette via hjemmesiden.

8. Der blev stillet spørgsmål til klubbens forholdsvise store likviditet. Bestyrelsen er enige om at bruge en del af klubbens midler til at skabe aktivitet i 2015.

Mvh. Formand Jesper Tjott