Viser opslag med etiketten DM2016. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DM2016. Vis alle opslag

mandag den 5. september 2016

Og vinderen blev…

Så blev spændingen udløst, og vinderen af klassemesterskabet 2016 blev fundet.
En meget fin lænser. (Foto: Mads Christensen)
Men inden gik der et par hårde dyster fredag eftermiddag og aften i farvandet ud for Rungsted, hvor de to sidste sejladser i Aphrodite 101-mesterskabet blev afviklet. De var arrangeret af den nye Rungsted Sejlklub, hvor 101-sejleren Nicolai Morten Møller-Andersen (DEN 134) er formand.

De otte besætninger var spændt op til kamp efter stævnets to første sejladser tirsdag og onsdag, og det var en aggressiv første start, hvor hele tre både (DEN11, DEN 45, DEN 304) blev disket for tidlig start. Resten af sejladsen var lige så intens med infight og skarpe dueller, som førte til flere protester, der dog alle blev trukket tilbage. Vinderen af sejladsen blev DEN 9, der havde fået bunden vasket efter de første sejladser med begroet bund, og med DEN 277 og DEN 33 på de følgende pladser

I kraftig øgende vind blev stævnet fjerde og sidste sejlads lige så nervepirrende, og i kampens hede lykkedes det DEN 33 at gå til det forkerte mærke og blev disket. DEN 45 vandt efterfulgt af DEN 50 og DEN 9.
En meget fin vinder. (Foto: Mads Christensen)
Efter stævnets ialt 5 diskvalifikationer og mange elevatorture på resultatlisten sluttede det med en meget lige pointstilling i toppen. Vinderen blev Jan Svendsen, DEN 33, MariJann, med 14 point (1+1+3+9) - tæt fulgt af Kasper Bonnevie, DEN 45, DEN Svedige Sild, med 15 point (3+2+9+1) og Niels-Peter Munk, DEN 9, Sissen, med 16 point (7+5+1+3).

Det var lige så tæt på de følgende pladser. På en delt fjerdeplads kom DEN 50 og DEN 277, begge 18 point, fulgt af DEN 304 (19 point), DEN 48 (25 point) og DEN 11 (27 point).

Overrækkelsen af DM-pokalen og god vin til de tre første både fandt sted i Rungsted Vandskiklubs klubhus på Rungsted Havn. Efter middagen var der lodtrækning om præmier, som havnens erhvervsdrivende havde sponseret - bl.a. 2 x 4 sweatshirts fra OneSails, en hel hummer fra Fiskerikajen, et gavekort på to burgere fra Captainen og hovedpræmier, et gavekort på kr. 1000 fra ShipShape, som med en form for retfærdighed tilfaldt mesterskabets agterlanterne. den 79-årige Johan Münster-Svendsen, som endnu engang stillede op med sine tre sønner i DEN 11.
En meget fin dommerbåd og fotobåd. (Foto: Morten Møller-Andersen)

Det var en festlig aften med spisning og håndsejlads under åben himmel og udsigt over et natstille Øresund og lysene fra Hven, og der blev udråbt mange af det lokale kampråb: “Rungsted Søbad!”.

(Lars Ranggaard)

torsdag den 1. september 2016

Spændingen stiger

Der blev ligegodt sejlet håndsejlads under moleøllen på Bro 7 i Rungsted Havn efter andendagen af Aphrodite 101’ klassemesterskabet. For der var mange manøvrer, der skulle afklares, og vendinger, der skulle forklares.
Fra sejladsen i Nivå. (Foto: Morten)
Der blev rykket godt rundt på placeringerne. Dog ikke for DEN 33, som vandt igen. Men DEN 45 rykkede op med en andenplads efter en intens dyst banen rundt med DEN 33.

Og DEN 11 scorede igen en tredjeplads - desværre blev placeringen på førstedagen annulleret pga. for tidlig start. Men stadig flot sejlet af en skipper og rorsmand på 79 år med sine tre sønner som gaster. Bravo!

Efter placeringen som nr. 2 på førstedagen fortsatte DEN 304 de gode takter med en fjerdeplads - efterfulgt af DEN 9, DEN 277, DEN 48 og DEN 50.

Der er dermed lagt op til et seriøst søslag på Øresund, når sidstedagen i klassemesterskabet 2016 afgøres med to sejladser udlagt af Rungsted Sejlklub fredag eftermiddag og aften ud for Rungsted - efterfulgt af præmieuddeling og middag.

Spændingen stiger!

(Lars Ranggaard)

onsdag den 31. august 2016

Klassemesterskab fredag og torsdag

BEMÆRK:

Der er Sejladsbestemmelser, startprocedure og baneskitse for fredagens sejladser på Rungsted Sejlklubs hjemmeside under fanebladet OPSLAG.

Direkte link her: Sejladsbestemmelser for fredag.

...

Her er banekort for onsdagens sejlads i Nivå:
Klik for zoom


tirsdag den 30. august 2016

Søslaget 2016

Klassemesterskabet 2016 for Aphrodite 101 er skudt i gang.

Den første af ialt fire sejladser blev sejlet tirsdag aften som del af KDY’s aftenmatch i Rungsted.
Fra tirsdagens sejlads. (Foto: Morten)

Det var en svær bane med vestlige, aftagende vinde og sydgående strøm (ude), og ikke alle læste banen korrekt. En enkelt søgte endog at gå den forkerte vej om topmærket, hvilket der blev talt meget om ved den efterfølgende moleøl.

Starten var nervøs med flere 101’ere meget tæt på linjen, måske også for tæt. Flere valgte at lave en omstart for en sikkerheds skyld - og det skulle DEN 11 måske også have gjort, for dommerbåden havde muligvis ikke helt rede på, at DEN 11 søgte at udbedre skaden ved at dykke ned over linjen efter start, en manøvre, som nok ikke blev registreret fra dommerbåden.

Resultatet af første sejlads i klassemesterskabet blev som følger: DEN 33 efterfulgt af DEN 304 og DEN 11, hvis skæbne lige nu er uvis. Derefter DEN 45, DEN 50, DEN 277, DEN 48 og på en overraskende sidsteplads DEN 9.

Søslaget fortsætter onsdag i Nivå med 101’ernes start kl. 1800.

(Lars Ranggaard)

mandag den 29. august 2016

Så er vi i gang: Mesterskabet 2016

Dagen vi har ventet på, tirsdag den 30. august, er lige nu, og i aften indledes årets store kapsejladsstævne for Aphrodite 101’erne: Klassemesterskabet 2016.

Vi er ikke så mange tilmeldte både, som vi havde håbet på, men i aften i Rungsted og i morgen, onsdag den 31. august, og igen i Rungsted fredag den 02. september møder otte besætninger op for at dyste om trofæet og alle de andre præmier.

Det er: DEN 9, DEN 11, DEN 33, DEN 45, DEN 48, DEN 50, DEN 277 og DEN 304. (Og velkommen på banen til DEN 48, som nåede at tilmelde sig mandag aften.)

Lad den bedste besætning vinde!

HUSK: Moleøl i Nivå onsdag er aflyst, da de fleste både ventes at returnere til Rungsted direkte efter sejladsen. Derfor er der moleøl på bro 7 i Rungsted efter sejladserne både tirsdag og onsdag. Og fredag bliver der ikke tid til moleøl, inden vi efter de to sejladser skynder os direkte til Vandskiklubbens hus på Rungsted Havn til præmieuddeling og den store festlige finalemiddag med lodtrækning om de mange, særlige sponsor-præmier.

(PBV: Lars Ranggaard)

mandag den 22. august 2016

Sidste udkald!


Nu er det nu - øjeblikket, som 101-sejlerne har ventet på: Klassemesterskabet 2016 for Aphrodite 101.
Een af de få kvindelige 101 sejlere gi'r den gas
Allerede tirsdag den 30. august går det løs i Rungsted og dagen efter i Nivå for at slutte af med den store finale fredag den 02. september med to sejladser og den efterfølgende festlige middag.

Det bliver tre fantastiske dage med spændende aftenkapsejladser, moleøl, skipperløgne og håndsejlads under festmiddagen med oksesteg og lækre saucer og salater - altsammen indeholdt i det særdeles beskedne tilmeldingsgebyr på bare 300 kr.

Men vi skal have din tilmelding meget snart - og husk, at klassemesterskabet ikke kun er for elite-sejlerne, men også for alle os andre glade amatører, som synes det er sjovt at sejle om kap og måle sig mod de bedste.

For at gøre det ekstra attraktivt at deltage har 101-klubben inviteret alle deltagende besætninger (max. fire pr. båd) til middagen i Vandskiklubbens lokaler på Rungsted Havn.

Udover mesterskabspokalen kæmpes der også om god rødvin - fire flasker til vinderen, tre til nr. to og to flasker til bronzevinderen.

Yderligere har Rungsted Havns erhvervsdrivende doneret en række fine præmier, som bliver fordelt ved lodtrækning:

Havnens bådudstyrsbutik, New Shipshape, har foræret et gavekort på kr. 1000 til deltagerne i 101-stævnet

Den lokale sejlmager, OneSails, ved 101-mestersejleren Mads Christensen, donerer sweatshirts eller T-shirts til hele besætningen.

Fiskebutikken i Rungsted, Fiskerikajen, støtter os med en hel hummer - ligeledes til lodtrækning blandt deltagerne.

Og fra The Captain, restauranten hvor mange 101-sejlere mødes efter tirsdagssejladsen, har vi modtaget et gavekort på to burgere.

Sejladserne

Program for klassemesterskab 2016 for Aphrodite 101.

Tirsdag den 30. august

Vi deltager i KDY's  aftenmatch ud for Rungsted. 101'erne har egen start  på en op—ned-bane - tredje start kl. 18.40 - begrænsning kl. 21.00. Udefra kommende 101'ere, som ikke allerede er tilmeldt Rungsted aftenmatch, skal selv tilmelde sig i KDY-kapsejladsburerau. 101-klubben refunderer indskuddet. Moleøl på Bro 7 efter sejladsen

Onsdag den 31. august

101-erne deltager i Nivå Bådelaugs onsdagsmatch ud for Nivå, en op-ned-bane på min. 6 mil -  første start kl 18.00 alene for 101'erne  - begrænsning kl. 21.50. Indskuddet til Nivå Bådelaug betales af 101-klubben..

Torsdag den 01. september er fridag.

Fredag den 02. september rykker sejladserne tilbage til Rungsted. Den unge sejlklub, Rungsted Sejlklub, er ansvarlig for stævnets sidste dag med to starter. Den første er kl. 16.00 - den anden umiddelbart efter.

Desuden gælder følgende:

Tirsdagens og onsdagens sejladser i henholdsvis Rungsted og Nivå følger de arrangerende klubbers regler for aftenmatcherne, hvilket betyder, at der ved for tidlig start ikke er mulighed for omstart.

Eventuelle protester fredag, hvor Rungsted Sejlklub står som arrangør, skal indgives skriftligt til stævnelederen Lars Ranggaard senest en time efter sidste båd i mål.

Tilmelding

Det bliver et fantastisk 101-klassemesterskab - så kom og vær med og tilmeld dig nu! Det er sidste udkald.

Tilmelding ved indsættelse af kr. 300  til 101-klubbens bankkonto i Danske Bank, reg. 3667 konto 3667275091 med angivelse af bådnummer.

Samtidig skal du sende en mail til klubbens kasserer Stig Waldorff med angivelse af bådnummer, bådnavn, sejlklub, hjemhavn og ejernavn. Stigs mailadresse er:
waldorff@dadlnet.dk.

Husk i mailen til Stig at fortælle, hvor mange fra jeres båd der deltager i spisningen fredag.

(PBV Lars Ranggaard)

torsdag den 4. august 2016

Gør plads i kalenderen…

Først den gode nyhed: Det ser ud til, at vi alligevel får et 2016-klassemesterskab for Aphrodite 101.

101-klubbens plan er at holde klassemesterskab i uge 35 i begyndelsen af september. Det bliver ud for Rungsted og nærmeste farvand.

Planen er at indlede mesterskabet med deltagelse i den traditionsrige tirsdagsaftenmatch, som KDY holder ud for Rungsted tirsdag 30. august. 101-bådene har egen start.

Onsdag aften rykker vi nordpå og kapsejler i tilknytning til aftenmatchen arrangeret af Nivå Bådelaug, som ligesom i fjor gæstfrit vil give os egen start. 

Efter de to hårde aftensejladser er der tiltrængt hviledag torsdag, inden den store finaledag fredag den 2. september med hele to sejladser på Øresund ud for Rungsted, formentlig med første start kl. 1600.

Det er den unge Rungsted Sejlklub, der er arrangør af fredagens sejladser, som vil slutte med præmieuddeling og middag, muligvis i Rungsted Vandskiklubs lokaler, som RS har en aftale med.

Så: Gør plads i kalenderen til tre dejlige kapsejladsaftener i uge 35.

Og ligesom i fjor vil 101-klubben donere et økonomisk tilskud til deltagelse i enten klassemesterskabet eller den festlige afslutningsmiddag på Rungsted Havn.

(PBV. Lars Ranggaard)


PS: Se hvordan det gik sidste år under fanebladet DM, eller klik her!