Viser opslag med etiketten sol. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sol. Vis alle opslag

onsdag den 28. august 2013

Aftenmatch

Der blev - som vanligt - sejlet aftenmatch i går, tirsdag, ud for Rungsted. Der var mange flere både på vandet end til vores DM, som jo altså endte som et klubmesterskab. Den nykårede klubmester, DEN277, vandt i overbevisende stil, selvom vi fik lavet et par gode slag på sidste kryds. Det var faktisk lige ved at blive rigtig spændende. Jeg var ombord på DEN358, og vi havde en skøn aften i spændende vind og lækkert solskin.
Aftenmatch i Rungsted
Aftenen bød på flere interessante oplevelser, men een enkelt vil jeg dele. Balancen! I den forholdsvis lette luft havde vi to mand på kanten og to i cockpittet, og hvad betyder så egentlig balancen? Tjah. Jeg tror egentlig ikke, at en Aphrodite skal sejles fladt, men... vi observerede en fartforskel på 0,1-0,2 knob ved at jeg flyttede fra læ til luv kistebænk.

Regne, regne. Banen var cirka 4,5 sømil. Det tager 0,9 time ved 5 knob. Forskellen på at sejle 4,9 og 5,1 knob giver så en forskel i sejltid på knap 2 minutter. Mere end rigeligt til at være afgørende. Pyhada.

Meget skeptiske var vi, Lars og undertegnede. Forskellen i krængning var ikke over 5 grader, så vi var mest tilbøjelige til at mene, det var små ændringer i vind og sø. Jeg gentog experimentet mindst tyve gange, og det skete stort set hver gang. Meget interessant. Og hvad var så vinklen, der var optimal? Joeh ser du, - man skulle nok have været der. Tihi.

tirsdag den 21. maj 2013

Meanwhile

Der meldes om kraftig tåge på Øresund denne tirsdag; Derfor dette indslag fra en kapsejlads i et parallelt univers.
Aphrodite 101 DEN9, DEN45 & DEN48 in close race
 Eller som man siger: Meanwhile in another galaxy...

onsdag den 1. maj 2013

Blåt vand og blå cola

Så kom da endelig dagen... Sidste tirsdag var det for blæsende og koldt, så der drak vi bare en øl. I går var der kun frisk vind og kølige temperaturer, så der var ingen undskyldning for at blive inde. Jeg havde fornøjelsen at være ombord på DEN358, og her er udsigten på en lænser.
Den knapt så Svedige Sild, brrrr...
Flot ser det ud, men varmt var det ærlig talt ikke; Heller ikke selvom jeg hev i snore. Banen var iøvrigt to omgange på en dejlig lang op-ned bane med vind fra det vest nordvestlige hjørne. Der var hele ni både på vandet; Klart det største felt, og klart det sjoveste felt med ægte klasseræs hele vejen rundt. Sejl 101, det er fedt! Store smil over hele linien... Skønt at være i gang, skønt at have en vandtæt telefon med på dæk, skønt at smage en lunken blå cola efter endt gerning.

torsdag den 4. april 2013

Medens vi venter

Medens vi venter på at sneen smelter...
Næsten som at være der selv, men også kun næsten.

fredag den 1. marts 2013

Fredagsbilledet

Så er det fredag, og det er tid til endnu et skud sol-salt-vand-surrogat som opfølgning på det aflyste vinterarrangement. Solen skinner, så hvorfor ikke bringe endnu et fabelagtigt billede af 101-kapsejlads; Igen er billedet taget fra tilskuerpladserne.
Aphrodite 101 DEN2, DEN33 & DEN300
Denne gang er det DEN33 som ligger på toppen af DEN2. Foran til læ ses DEN300. Det er fra dengang DEN300 havde sejlnummeret skrevet i agterliget. Og lokationen? Det kan vi ikke afsløre, men det er nok et sted mellem Rungsted og Helsingør. God weekend...

torsdag den 28. februar 2013

Plaster

Det er nu lidt ærgerligt med den 101 aften. Her gik man lige og glædede sig til lidt sol, salt og vand -surrogat, og det kan man jo trænge til her om vinteren. I stedet bringer vi de nærmeste par dage nogle ualmindeligt smukke og hidtil ukendte billeder af kapsejlads i Aphrodite 101, - taget fra tilskuerpladserne.
Aphrodite 101 DEN45 & DEN329
Her er det først DEN45 og DEN329 i close race langs stranden. Man må da håbe, at der var god strømlæ derinde, - og at dybdemåleren virkede. Der ser ikke umiddelbart ud til at være sten, men en enkelt revle eller to kan jo være nok så interessante.

onsdag den 16. januar 2013

Fire måneder til sommer

Sneen daler, og det gør temperaturen også, men bare rolig: Det skal nok blive sommer igen.

fredag den 29. juni 2012

Sydfynsk sommer

Forleden var det sidste aftenmatch; Altså sidste aftenmatch før sommerpausen i Rungsted. Det var ikke ligefrem varmt, men et par 101 sejlere blev spottet med korte bukser. Den ene var på DEN9. På een eller anden måde lader sommeren bare vente på sig, så...
Hvilken ø er mon det?
Her er et billede fra en drømmeø i det Sydfynske Øhav. God sommer.

torsdag den 11. august 2011

Opmuntring

Jeg kan godt forstå, der er brug for en opmuntring. Det meste af juli og august har været skrækkelige. Den er også gal i dag, hvor der skulle have været 27 grader og 7 meter fra sydøst. Til tirsdag lovede de en overgang 13 meter, overskyet og småregn, men hvad endte det med?
Skøn aftenmatch trods rædselsfuld vejrudsigt
Ja, det endte sådan cirka som vist herover. Skøn kapsejlads! Faktisk kunne det ikke blive meget bedre. Pointen? Kom ud af hullerne! Stol ikke på vejrprofeterne, og stol iøvrigt heller ikke på dem, der tror, de kan forudsige renten.