onsdag den 8. februar 2017

Ny formand for 101-klubben

På 101-klubbens generalforsamling den 26. januar meddelte formanden Jesper Tjott, at han er nødt til at forlade bestyrelsen, da den 101’er, han er medejer af, DEN 45, Den svedige Sild, er sat til salg.

Nu har den nyvalgte bestyrelse den 6.februar holdt konstituerende møde og valgt ny formand. Det blev den meget erfarne 101-sejler Niels Peter Munk, DEN 9, Sissen.

Nyvalgt til bestyrelsen er Iver Larsen, DEN 77, Spirillen.

Herefter ser 101-klubbens bestyrelse således ud:

  • Formand: Niels Peter Munk, DEN 9, tlf. 40131311, npmunk1 at gmail dot com
  • Kasserer: Stig Waldorff, DEN 88, tlf. 23244004, waldorff at dadlnet dot dk
  • Sekretær: Lars Ranggaard, DEN 358, tlf. 22122272, lars at ranggaard dot dk
  • Mogens Petersson, DEN 304, tlf. 20265797, mp at imp dot dk
  • Iver Larsen, DEN 77, tlf. 23303832, il at mail dot dk
  • Suppleant: Johan Münster-Swendsen, DEN 11, tlf. 40988052, kijomsw at mail dot dk

mandag den 6. februar 2017

Måske din båd også savner dig?

Det er mørkt derude. Og koldt. Men lyset er lige om hjørnet, varmen er på vej og dagene længes. Og længes - det gør også alle vi sejlere: Længes mod sol og saltvand og sommer og sejl under drivende skyer.

Så det er nu, at forårsklargøringen begynder. Og første opgave er at betale kontingentet til 101-klubben. 400 kr. er prisen for at være med i fællesskabet om at bevare og fastholde vores Aphrodite 101’er som en klassebåd. For de 400 kr. får du også adgang til vores populære arrangementer og til vores klassemesterskab og i det hele taget til at kunne sejle kapsejlads som en 101’er. Det er en pris, som har været uændret i hele dette århundrede og længere tilbage endnu, mens alt andet omkring os er steget i pris. Sådan besluttede klubbens generalforsamling i slutningen af januar at det skal være - i endnu et år.

Derfor: Betal snarest muligt årskontingentet til 101-klubben på 400 kr. til klubbens kasserer Stig Waldorff:

BANK INFO:
101-Klubbens bankkonto er Danske Bank reg 3667, konto 3667275091.
SWIFT koden er DABADKKK.
IBAN: *DK0530004182521752.

(PBV: Lars Ranggaard)

mandag den 30. januar 2017

Fuldt hus til vintermøde


Nogle 101-sejlere kom langvejs fra - fra Fyn og Jylland - til 101-klubbens vintermøde på Skovshoved havn nord for København en kold aften i slutningen af januar, og med 24 deltagere var der fuldt hus til den indledende fælles spisning i Sejlklubbernes Restaurant.

Efter en times fornøjelig gensynssnak, skipperkrøniker og håndsejlads tog vi fat på aftenens tætpakkede program: Sejlmageren Mads Christensen (One Sails), der siden 1981 har deltaget i 26 danmarksmesterskaber for Aphrodite 101’ere (deraf syv vundne, øste af sin store viden om trim og fiduser for 101’eren og lærte os nye begreber som ARC-mål og mastetrim alene med forstagsvantskruen.

Mads blev efterfulgt af en anden markant 101-sejler, lys- og lanternekontruktøren Jan Møller (LoPo-Light), der med sin baggrund som første skandinav, der sejlede singlehand, nonstop Jorden rundt, fortalte om, hvorfor han elsker sin 101’er Chelsea til at sejle singlehand-sejladser i danske farvande, om om, hvordan båd og skipper forberedes til udfordringen.

Generalforsamling

Det var bestyrelsens intention, at vintermødets mange deltagere ville blive til den følgende generalforsamling i 101-klubben. Men det fremskredne tidspunkt fremtvang en nødvendig lokalebytning, og det fik flere til at søge hjemad. Til generalforsamlingen var der ni både repræsenteret: DEN 9, 11, 33, 45, 88, 134, 170, 304 og 358, og det er dog halvdelen af de betalende medlemmer.

Tidligere formand Nicolai Morten Møller Andersen blev valgt som dirigent.

Formand Jesper Tjott fortalte, at det tilfredsstillende, stabile medlemstal ser ud til at kunne øges med måske tre, og at bestyrelsen planlægger at fortsætte de seneste to års succes med at holde klassemesterskab hen over flere aftener sammen med to klubber i Øresund.

Det affødte nogen debat: Joel (DEN 11) efterlyste, at der blev taget mere hensyn til børnefamiliers travle hverdagsaftener. Niels Peter (DEN 9) noterede, at hverdagsaftensejladserne netop var indført for at undgå weekendsejladserne, hvor alt for få ønskede at deltage. Jan (DEN 33) foreslog, at en af KM’s sejladser lægges i weekend, og Joel (DEN 11) efterlyste distancesejlads på mesterskabets sidste dag. Sussie (DEN 358) noterede, at det beskedne deltagerantal uden DM-støtte fra DS, nødvendiggjorde samsejlads mellem flere klubber.

Formand Tjott meddelte, at han ikke genopstiller til bestyrelsen, da DEN 45, Den svedige Sild, som han er medejer af, er sat til salg. Jeg var glad for at være med og har nydt det, sagde den afgående formand, hvis indsats blev hyldet med applaus.

Kasserer Stig Waldorff fremlagde regnskab, der som tilsigtet havde et underskud, der har bragt formuen ned på ca. 23.000. De 18 medlemmer betalte kr. 7.200 i kontingent og største udgift var afholdelse af klassemesterskabet i Rungsted/Nivå, som kostede klubkassen kr. 6.114. Regnskabet godkendt og kontingent fastlagt uændret til kr. 400 pr. båd.

Det beherskede fremmøde til den sene generalforsamling hæmmede valg af nyt medlem til bestyrelsen, men en enig generalforsamling vedtog af anbefale, at Iver Larsen (DEN 277), som havde forladt mødet, ville modtage valg inden konstituerende bestyrelsesmøde 06.02.17.

Johan (DEN 11) blev valgt som suppleant, Kasper Bonnevie (DEN 45) fortsætter som revisor, og Klaus Kesje (DEN 170) blev nyvalgt som revisorsuppleant.

Således erindret: Lars Ranggaard (DEN 358).

mandag den 9. januar 2017

Vintermøde

Nu er det lige om lidt. Her i den i den triste januars mulm og mørke venter månedens lyspunkt: Vintermødet i 101-klubben torsdag den 26. januar i sejlklubbernes restaurant på Skovshoved Havn.

Så skynd dig at melde dig til, for vi venter, at mange 101’ere deltager. For aldrig har vi haft et så spændende og sprængfyldt program:

Kl. 18 møder dem, der vil spise sammen, til en lækker middag til 128 kr., som vi selv betaler.

Kl. 19 vil sejlmageren Mads Christensen (One Sails i Rungsted) fortælle om trim og fiduser for 101’eren, som Mads kender bedre end de fleste.

Kl. 20 vil 101-sejleren Jan Møller (første skandinav Jordens Rundt single-hand og non-stop) fortælle om at sejle single-hand i sin 101’er Chelsea.

Kl. 21 holder vi generalforsamling i 101-klubben (Dagsorden følger).

Vintermødet er gratis for 101-klubbens medlemmer og deres gæster - men HUSK: Du skal tilmelde dig. Og gør det nu, for pladsen er begrænset.

Tilmelding med antallet af deltagere til spisning og til vintermødet mailes til klubbens kasserer Stig Waldorff: waldorff@dadlnet.dk

(Pbv. Lars Ranggaard)

tirsdag den 15. november 2016

Sæt kryds i kalenderen for 101-klubbens vintermøde

Båden er oppe - masten er nede - sejlene er på loftet.

Så nu ligger en lang, træls vinter foran os, før vi atter kan komme på vandet og få vind i håret.

Men fortvivl ikke. Som et lyspunkt i mørket har 101-klubben arrangeret et vintermøde med mindelser om saltvand og bølgeskvulp. Først skal vi dog forbi jul og nytår, men sæt allerede nu kryds i 2017-kalenderen, så du ikke går glip af vores vinterkomsammen:

TORSDAG DEN 26. JANUAR 2017
i Sejlklubbernes restaurant i Skovshoved.

Vi indleder kl. 18.00 med fælles spisning for dem, der vil og kan. Restauranten tilbyder en glimrende Dagens Middag til overkommelig pris, og den er for egen regning.

Kl. 19.00 inviterer 101-klubben til vintermødet med hele tre punkter på programmet.

1: Sådan trimmer du din 101’er. Den kendte 101-sejler Mads Christensen, som har ryddet præmiebordene ved adskillige kapsejladser, fortæller om tricks og fiduser. Han var tidligere chefdesigner af 101-sejlene hos North Sails og leder nu sejlloftet for One Sails i Rungsted Havn, som nu har leveret de første 101-sejlstel.

2: Sådan sejler du singlehand i din 101’er. Den lige så berømmede 101-sejler Jan Møller, som indskrev sig i dansk sejlads Hall of Fame ved som den første skandinav at sejle Jorden rundt single-hand og non-stop (dog ikke i hans 101’er) øser af sin erfaring med at sejle sin 101’er Chelsea i de store danske single-hand-sejladser Danmark Rundt og Sølvroret.

3: Generalforsamling i 101-klubben (dagsorden følger).

Alt dette (på nær spisningen) er gratis for 101-klubbens medlemmer og deres gæster - men HUSK: Du skal tilmelde dig først. Og gør det snarest, for pladsen er begrænset.

Tilmelding med angivelse, om man deltager i spisningen eller ej - og med antallet af personer mailes til klubbens kasserer Stig Waldorff på adressen

waldorff@dadlnet.dk

(PBV: Lars Ranggaard)

torsdag den 20. oktober 2016

Sådan præsenteres den smukke 101’er på Dansk Sejlunions klassebåds-site

Aphrodite 101er en elegant og smuk båd til tur- og kapsejlads, og at den også er hurtig og velsejlende står dens to konstruktører, Jan Kjærulff og Poul Elvstrøm, inde for.

De tegnede den smalle, moderne båd med høj rig, selvslående fok og velkomponeret dæks-layout i 1976 som en konkurrent til de jyske skærgårdstyper, BB-10 og Ylva, og 101’eren  blev straks internationalt berømmet for sin skønhed med slanke linier og flush-dæk.

At 101’eren også gør sig godt på kapsejladsbanerne vidner de mange kendte kapsejlere, der især i de første år var aktive i klassen: Ib Ussing Andersen, OL-vinderen Poul Richard Høj Jensen, Henrik Søderlund og Mads Christensen blandt andre - og Jonas Høgh Christensen har også gastet i 101’eren DEN-9. Ved et opvisningsstævne i Rungsted dystede OL-vinderen Valdemar Bandalowski i matchrace mod den nykårede America’s Cup-mester Dennis Conner netop i Aphrodite 101’ere.

Men 101’eren er til andet end kapsejlads. Selvom det lave dæk ikke overlader megen ståhøjde i salonen, er den med sine seks køjer, toilet og pantry flittigt brugt som tursejler, og det smalle skrog garanterer, at der altid er plads til en 101’er i feriehavnene. Den selvslående fok gør også Aphrodite 101’eren til et godt valg som day-cruiser og for den lille besætning - endog til singlehandsejlads, hvilket understreges af, at Jan Møller, der var den første skandinav, der sejlede Jorden rundt singlehand og non-stop (dog ikke i en 101’er!) har valgt båden til sin deltagelse i de store danske singlehand-sejladser, Danmark Rundt og Sølvroret.

Aphrodite 101 er en onedesign-klassebåd, som i Elvstrøm-Kjærulffs første tegninge havde en længde på 10,10 meter (deraf navnet). Men inden den blev sat i produktion, skar konstruktørerne lidt af hækken, og DEN-1 fik det let reducerede LOA på 9,95. Den var ejet af Jørgen Cramon og Erik Tinglev Larsen og viste sig hurtigt, at være alt for underdimensioneret i skroget pga. et fokus på vægtoptimering, der var karakteristisk for Kjærulff-Elvstrøms konstruktioner. Den kleine skrogtykkelse førte til, at de tynde skrogsider bulede ind på DEN-1 under Sjælland Rundt i 1976, så gasterne blev kastet ud af køjerne!. Derefter blev DEN-1 destrueret, og således er DEN-2, i mange år ejet af 101-klubbens tidligere formand Kisser Schnakenburg og Louis Schnakenburg, den ældste 101’er.

Der er således, trods navnet, aldrig produceret en 101’er, der er længere end 9,95 m, og den reducerede overaltlængde er iøvrigt populær blandt ejerne, når der skal betales pladsleje i feriehavne, hvor grænsen ofte er 10 meter!.

De første både blev bygget af Langelands Yachtværft, hvorefter Bianca-værftet overtog produktionen. Ejer af rettighederne var Jørgen Juul Rasmussen, der også var den, der oprindelig tog initiativ til, at få Kjæulff-Elvstrøm til at tegne den elegante101-skærgårdskrydser, der ikke tog hensyn til nogen måleregel. Den bygges nu på Års Yachtværft og kan købes fra Ott Yachts i Hamburg, som ejer formene.

Den smukke og velsejlende båd har især fundet et publikum langs Øresund, og Rungsted er hjemhavn for et stort antal 101’ere, hvoraf omkring 10 deltager i den ugentlige aftenmatch, hvor båden har egen start. Af samme årsag er det årlige danmarks- eller klassemesterskab, som arrangeres af Club 101, henlagt til farvandet ved Rungsted og Nivå.

(Lars Ranggaard og Niels Peter Munk)

fredag den 23. september 2016

Silverrudder

Jan Møller skal Fyn Rundt i Silverrudder. Læs mere og se interviewet på www.minbaad.dk



Læs mere om sejladsen her: Silverrudder.

søndag den 18. september 2016

Den store finale

Tirsdag den 13. september var den store finale, sæson-afslutningen med den attende og sidste og altafgørende tirsdagsmatch for Aphrodite 101’erne i Rungsted.

Tirsdag efter tirsdag er op mod elleve 101’erne gået på vandet og har dystet i KDY’s aftenkapsejlads, og igen i år var 101’erne det største klassebådsfelt med egen start. Finale-sejladsen lignede en gyser, for efter de første 17 sejladser lå to både, DEN 33 og DEN 45, a point i den sammenlagte turnering, og en tredje, DEN 304, var kun to point efter, så alt kunne ske i den sidste sejlads på en varm og solrig aften med sommertemperaturer og aftagende vind her på kanten til efteråret.

Der blev gået til stålet banen rundt og ved målgangen var det de to førende både fra den sammenlagte, der kom ind som nr. 1 og 2: Først DEN 33, så DEN 45. Det betød, at DEN 33 med Jan Svendsen lige akkurat sneg sig foran også i den sammenlagte turnering med 23 point mod 24 point til DEN 45 med Kasper Bonnevie

DEN 304 med Mogens Petersson lå ellers godt til på sidste opkryds og kunne have blandet sig i topplaceringen, men satte det over styr med en styrbord-bagbord og en 360 graders straf, som satte dem tilbage til en femteplads - men dog ikke dårligere, end at DEN 304 med 26 point fastholdt sin samlede tredjeplads.

Den nykårede klubmester fejrede æren ved lægge sig på knæ på Bro 7 og grille pølser til 101-sejlerne, mens Nicolai Morten Møller-Andersen, DEN 134, som heller ikke i år har fået mast på, sørgede for rigeligt med kølige pilsnere. Selvom en enkelt røst, da aftenen gik på hæld, udtrykte tvivl om, hvorvidt DEN 33 efter ombygning af klassebåden stadig kunne defineres som en 101’er, er Jan Svendsen, som også vandt 101-klassemesterskabet to uger tidligere, parat til at lade sig hylde ved Ris og Ros-mødet tirsdag den 20. september kl. 19.30 i KDY’s lokaler, hvor præmieoverrækkelserne finder sted. Og det er ikke kun præmietagerne, der har adgang, så kom og vær med.

Fri bar!

Klassemesterskabet 2016 i Rungsted og Nivå i slutningen af august og begyndelsen af september sluttede med en pragtfuld aftenspisning under åben himmel og udsigt til lysene på Hven, og i den lette stemning havde nogle af sejlerne fået det indtryk, at 101-klubben, som havde inviteret på middag, også havde inviteret på fri bar. Det var ingenlunde tilfældet. Derfor kunne lagertællingen afsløre, at der ikke var gjort regnskab for fire flasker vin og 18 øl, som klubkassen nu dækker ind for.

101-flag

I forbindelse med klassemesterskabet har 101-klubben udleveret en antal 101-flag i stor størrelse. Det var tanken, at bådejerne skulle sætte dem på flagline nær forstaget for at gøre reklame for klassen - også efter mesterskabet. Desværre ser det ud til, at en del af flagene nu er under dæk, så derfor denne opfordring: Op med dem, hvor vi alle kan se dem!

(Lars Ranggaard)

tirsdag den 13. september 2016

mandag den 12. september 2016

Kom og leg med…

I gamle dage hed kapsejladsen Gordons Gin Cup. Det var dengang, den traditionsrige efterårssejlads kunne tømme alle lystbådehavne nær Øresund for sejlbåde, for alle skulle til Vedbæk for at deltage i det store afdansningsbal, inden sejlsæsonen sluttede. Og det ikoniske navn, Gordons, hang såmænd ved i mange år, selvom skiftende sponsorer gav sejladsen nye navne, Jameson Whiskey Cup blandt andre.
Nu hedder sejladsen Stelton Cup, og selvom deltagerantallet er dalet lidt, er det stadig helt suverænt den største kapsejlads øst for Storebælt med flere hundrede deltagere, og altid den første søndag i oktober.
Nu er tilmeldingen åben for årets Stelton Cup, og arrangørerne i Vedbæk Sejlklub lover, at de har bestilt godt vejr og passende vind, så nu er det tid til at melde sig til dette dette fantastiske sejlershow med intens kapsejlads Øresund rundt. Første start er kl. 10 søndag den 2. oktober, og for klassebådene er der eget løb, hvis blot fem både deltager. Lige nu har 101’erne DEN 33, DEN 48 og DEN 304 planer om at deltage, og de opfordrer kraftige de mange Aphrodite 101-sejlere i Øresund til at komme og lege med i vores eget klasseløb.
 Det er sidste chance for en herlig kapsejladsdag på Sundet, inden efteråret sætter ind og bådene kommer op.

(Lars Ranggaard)