Tirsdag den 13. september var den store finale, sæson-afslutningen med den attende og sidste og altafgørende tirsdagsmatch for Aphrodite 101’erne i Rungsted.
Tirsdag efter tirsdag er op mod elleve 101’erne gået på vandet og har dystet i KDY’s aftenkapsejlads, og igen i år var 101’erne det største klassebådsfelt med egen start. Finale-sejladsen lignede en gyser, for efter de første 17 sejladser lå to både, DEN 33 og DEN 45, a point i den sammenlagte turnering, og en tredje, DEN 304, var kun to point efter, så alt kunne ske i den sidste sejlads på en varm og solrig aften med sommertemperaturer og aftagende vind her på kanten til efteråret.
Der blev gået til stålet banen rundt og ved målgangen var det de to førende både fra den sammenlagte, der kom ind som nr. 1 og 2: Først DEN 33, så DEN 45. Det betød, at DEN 33 med Jan Svendsen lige akkurat sneg sig foran også i den sammenlagte turnering med 23 point mod 24 point til DEN 45 med Kasper Bonnevie
DEN 304 med Mogens Petersson lå ellers godt til på sidste opkryds og kunne have blandet sig i topplaceringen, men satte det over styr med en styrbord-bagbord og en 360 graders straf, som satte dem tilbage til en femteplads - men dog ikke dårligere, end at DEN 304 med 26 point fastholdt sin samlede tredjeplads.
Den nykårede klubmester fejrede æren ved lægge sig på knæ på Bro 7 og grille pølser til 101-sejlerne, mens Nicolai Morten Møller-Andersen, DEN 134, som heller ikke i år har fået mast på, sørgede for rigeligt med kølige pilsnere. Selvom en enkelt røst, da aftenen gik på hæld, udtrykte tvivl om, hvorvidt DEN 33 efter ombygning af klassebåden stadig kunne defineres som en 101’er, er Jan Svendsen, som også vandt 101-klassemesterskabet to uger tidligere, parat til at lade sig hylde ved Ris og Ros-mødet tirsdag den 20. september kl. 19.30 i KDY’s lokaler, hvor præmieoverrækkelserne finder sted. Og det er ikke kun præmietagerne, der har adgang, så kom og vær med.
Fri bar!
Klassemesterskabet 2016 i Rungsted og Nivå i slutningen af august og begyndelsen af september sluttede med en pragtfuld aftenspisning under åben himmel og udsigt til lysene på Hven, og i den lette stemning havde nogle af sejlerne fået det indtryk, at 101-klubben, som havde inviteret på middag, også havde inviteret på fri bar. Det var ingenlunde tilfældet. Derfor kunne lagertællingen afsløre, at der ikke var gjort regnskab for fire flasker vin og 18 øl, som klubkassen nu dækker ind for.
101-flag
I forbindelse med klassemesterskabet har 101-klubben udleveret en antal 101-flag i stor størrelse. Det var tanken, at bådejerne skulle sætte dem på flagline nær forstaget for at gøre reklame for klassen - også efter mesterskabet. Desværre ser det ud til, at en del af flagene nu er under dæk, så derfor denne opfordring: Op med dem, hvor vi alle kan se dem!
(Lars Ranggaard)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.