tirsdag den 29. marts 2016

Så er det kontingent-tid

Lyset er vendt tilbage, fuglene pipper og snart springer bådene ud.

Det er nu vi skal i gang med malerrulle og pudseklud.

Det betyder, at det også nu er tiden til den årlige betaling af kontingent til 101-klubben. Det er som de senere år uændret 400 kr., som støtter 101-klubbens aktiviteter, giver 101-ejerne adgang til at sejle kapsejlads som klassebåd og giver adgang til klubbens arrangementer.

Det første er allerede tirsdag den 12. april på Sejlklubbernes Restaurant på Skovshoved Havn, hvor Peter Wibroe fortæller om, hvordan det er at deltage i Verdens hårdeste havkapsejlads kloden rundt og sejle på grund midt i Det indiske Ocean.

Det er gratis for 101-klubbens medlemmer at høre Peter Wibroes fortælling - men det er nødvendigt at tilmelde sig hos Stig Waldorff på waldorff@dadlnet.dk. Efter foredraget holdes den årlige generalforsamling i 101-klubben.

Årskontingentet på kr. 400 indbetales til 101-klubbens konto i Danske Bank - Reg. 3667 - konto 3667 275091.

(Ved en beklagelig fejl har vi tidligere oplyst et forkert kontonummer - men nu er det altså korrekt. Undskyld besværet for dem, der forgæves søgte at betale.)

(PBV Lars Ranggaard)

tirsdag den 22. marts 2016

Med 19 knob direkte mod revet

Det var buldrende mørkt den aften i slutningen af november 2014, da den 35 millioner kr. kostbare havracer Vestas med forrygende 19 knobs fart buldrede direkte ind i et koralrev nord for Mauritius i Det indiske Ocean.
Ile Du Sud
I den ni mand store besætning på den 20 meter lange kulfiber-racer under dansk flag, Team Vestas Wind, var der to danskere, Nicolai Sehested og den dengang blot 28-årige Peter Wibroe, den yngste dansker, der nogensinde har deltaget i Verdens hårdeste havkapsejlads, Volvo Ocean Race.
Crashed
Nu kan du høre Peter Wibroes fascinerende fortælling om kapsejladsen Jorden Rundt, som presser besætningerne til det yderste både fysisk og mentalt, og om den bratte afslutning, da Vestas grundstødte og besætningen måtte forlade båden - og måske løfter han sløret for, hvorfor et koralrev på størrelse med Samsø blev overset på kapsejladsens anden etape fra Cape Town til Abu Dhabi.
Temmelig meget land
Det er 101-klubben, der inviterer 101-sejlerne til at høre Peter Wibroes fortælling.

Tirsdag den 12. april i Skovshoved.

Peter Wibroes foredrag begynder kl. 19.00 - i Sejlklubbernes Restaurant på Skovshoved Havn.

Men vi mødes til fælles spisning allerede kl. 18.00 - dagens ret (for egen regning) koster kr. 128

Efter foredraget er det mulighed for at stille spørgsmål til Peter Wibroe, inden vi kl. 20.30-21.00 holder den årlige generalforsamling i 101-klubben.

For 101-medlemmer er det gratis at deltage i mødet med Peter Wibroe, men tilmelding er absolut nødvendig til waldorff@dadlnet.dk

Samtidig erindrer vi om, at tiden er inde til at indbetale årskontingentet for medlemsskab af 101-klubben. Kontingentet er uændret kr. 400, som indbetales til 101-klubbens konto i Danske Bank: Reg: 3667 - konto 3667275091.

Pbv. Lars Ranggaard

mandag den 21. marts 2016

Generalforsamling i 101 klubben

Der indkaldes hermed til årlig ordinær generalforsamling i klub 101 Danmark tirsdag den 12. 04. 2016 i Sejlklubbernes Restaurant i Skovshoved Havn.

Generalforsamlingen vil begynde ca. kl. 20.30-21.00 i direkte forlængelse af 101-klubbens foredragsaften med Peter Wibroe.

Dagsorden for ordinær generalforsamling i Klub IOI Danmark.

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning.

3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse.

4. Fastsættelse af kontingent for næste år.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. Valg af medlemmer til bestyrelse og suppleanter.

7. Valg af revisor og revisor suppleant.

8. Eventuelt.


Forslag, der ønskes behandlet på GF, skal være formanden i hænde en uge før GF. Indkomne forslag offentliggøres på klubbens hjemmeside 3 dage inden GF.

Pbv.

Niels Peter Munk

søndag den 13. december 2015

101 on the Rocks

Vi ved alle, hvad en grundejer er for noget. Det er noget med lidt for meget sand under kølen. Eller rettere: Sådan er det ofte i Danmark. På facebook har jeg fisket dette billede... Det ligner rigtig meget en 101-er, men skrognummeret er ukendt... 
"101 on the Rocks"
Jeg har kigget det efter i et billedbehandlingsprogram, og umiddelbart ser det ægte nok ud. Desuden er det spor efter, at navnet på hækken er sløret. Er der nogen, som kan identificere båden?

onsdag den 23. september 2015

Afdansningsbal i Øresund

Det er lidt efterårs-vemodigt, men ikke til at komme udenom: Selvom solen endnu kan lune, er sommeren slut og de sidste sejladser i klubbernes aftenmatcher er sejlet. Endnu er der dog tid til enkelte gyldne efterårsture på vandet, inden masten skal ned, båden skal op og sejlene skal på loftet. Og inden det hele er slut for den alt for korte og alt for kolde og blæsende sæson 2015, er det nu tid til det store, festlige afdansningsbal i den første weekend i oktober.

Kapsejlads-weekenden i Øresund indledes lørdag den 3. oktober med Thiele Cup, en energisk dag for 101'erne og andre klassebåde med hurtige op-ned-baner ud for Rungsted - og fortsætter dagen efter med en af Danmarks største distance-kapsejladser, Stelton Cup i Vedbæk (af mange endnu kaldet Gordons efter den mangeårige sponsor), hvor alt, der kan flyde, dyster Øresund rundt.

Thiele Cup har tilmeldingsfrist onsdag den 30. september - og sidste frist for at melde sig til Stelton Cup er mandag den 28. september.

Se mere om tilmelding i de to opslag længere nede på denne side.

L.R.

tirsdag den 22. september 2015

September sail on vava

Hello, from Italy, 
A beautiful day out on the gulf of Trieste. 
We left the Tavoloni sailing club in Monfalcone on board of Vava, hull number 194 of the Aphrodite 101 series. A light breeze with all sail set brought us all the way into Slovenian waters and back, and the flat deep waters made for an excellent day. Speedy yet relaxing. Here is a video from the day:

Here's a photo... 

... and ranking of the latest regatta "Gran Veleggiata" on the 13Th 
september 2015.

Ciao,

Paolo Sartor 
Aphrodite 101
Vavà

tirsdag den 1. september 2015

Thiele Cup 2015 den 3. oktober

Helle Thiele og KDY inviterer til Thiele Cup 2015. Se invitation og tilmelding på KDYs hjemmeside. Det er ikke helt nemt at finde. Tryk Sejlads for oven. Tryk kapsejlads til venstre. Rul ned. Tryk tilmelding til højre under skiltet med Thiele Cup.

mandag den 31. august 2015

Stelton Cup den 4. oktober

Vedbæk Sejlklub skriver:

Ohøj kapsejlere!

Vedbæk Sejlklub har åbent for tilmelding til årets Stelton Cup, som sejles søndag den 4. oktober 2015.

Læs mere på vores hjemmeside: Indbydelse til Stelton Cup.

Med sejlerhilsen
VEDBÆK SEJLKLUB

lørdag den 15. august 2015

Og vinderen blev...

Fjerde og sidstedagen af søslaget i Nivå Bugten blev lige så nervepirrende som de foregående tre sejladser om 101-klassemesterskabet 2015.
Starten er gået
Før den afgørende sejlads stod det lige mellem DEN 45 og DEN 33, begge med 8 point. Og det blev da også en tvekamp mellem de to, der prægede aftensejladsen.  I meget tynd luft fulgtes de to rundt på banen med et meeeget langt første opkryds i næsten ingen vind og massiv modstrøm. Tidligt bragte DEN 45 sig i en gunstig position og skulle derefter sikre sig, at DEN 33 ikke slap forbi. Det lykkedes, og de to både kom ind på en første- og andenplads.

Dermed blev DEN 45, Den Svedige Sild, vinder af klassemesterskabet med serien 4 - 2 - 2 - 1 = 9 point foran DEN 33, Mari-Jan med placeringerne 2 - 3 - 3 - 2 = 10 point.
Nøiiihj et flot flag

Tillykke til de meget populære vindere på Den Snedige Sild - skipper Kasper Bonnevie, Teis Fuglede Svejstrup, Jesper Tjott og Jakob Lindstrøm, der kunne hjemtage sølvpokalen, hvor navnene på nogle af dansk sejlsports største profiler er indgraveret. Oveni blev de præmieret med fire flasker god rødvin, mens Jan Svendsen i DEN 33 hjemtog tre flasker.

På de følgende pladser fulgte DEN 50, Courageous, Torben Petersen (5 - 5 - 1 - 5 = 16) og DEN 277, Spirillen, Iver Larsen (3 - 1 - 7 - 7 = 18). Samme pointtal fik DEN 48, Kaffe. Begge havde en førsteplads, men Spirillens næstbedste var en tredjeplads og Kaffe kun kunne præstere en fjerdeplads. Derefter fulgte DEN 11, DEN 304, DEN 9, DEN 88 og DEN 31.

Ialt ti besætninger deltog i det utraditionelle klassemesterskab, som blev sejlet på fire hverdagsaftener i skiftevis Nivå og Rungsted.
En moleøl, en pantefoged og en mobil med resultater

Efter sidse sejlads var 101-klubben vært ved en middag og en glas øl i restaurant Lagunen, og det var en usædvanlig velbesøgt komsammen med  pragtfuld stemning, højt humør og en masse skipperhistorier fra de syv have og håndsejlads med saltkarret og ølkruset som udlagte mærker. Efter præmieoverrækkelsen blev der budt en særlig velkomst til de to nye 101-ejere Anders Kraft (DEN 48) og Mads Heinberg (DEN 31).

UPDATE: Endelig resultatliste under fanebladet DM.

(Lars Ranggaard)

torsdag den 13. august 2015

Dag 3: Posen blev rystet

På tredjedagen af 101-klassemesterskabet 2015 vendte sejladsen tilbage til Nivå - og det blev en spændende, tæt og ind imellem nervepirrende sejlads, hvor posen blev rystet, og der blev rykket rundt på placeringerne, så alt endnu er åbent før mesterskabets fjerde og sidste sejlads torsdag i Nivå.
Moleøl i Nivå
DEN 50, Curageous, med Torben Petersen blev en flot vinder af onsdagens sejlads efterfulgt af DEN 45, Den Svedige Sild, med Kasper Bonnevie på endnu en andenplads. På de følgende pladser fulgte DEN 33 på endnu en tredjeplads og DEN 11, igen på en fjerdeplads.
Så stillingen før torsdagens sidste sejlads er, at DEN 45 og DEN 33 begge har 8 point, efterfulgt af DEN 50 og DEN 277 begge med 11 point. Så alt kan ske!

Foreløbig total ses under fanebladet DM.