mandag den 1. juli 2013

101 International Open 2013


101 International Open 2013 is arranged by Club 101 and KDY on the 17-18th of august in Rungsted.

The 101 international Open is the Open Danish Championship, and it will be held with X99, Knarr, J80 and possibly one or two other boat classes.

Registration is open. Transfer DKK600,- to Club 101 before the 15th of juli, and your spot is reserved.

UPDATE: Details here.

tirsdag den 21. maj 2013

Meanwhile

Der meldes om kraftig tåge på Øresund denne tirsdag; Derfor dette indslag fra en kapsejlads i et parallelt univers.
Aphrodite 101 DEN9, DEN45 & DEN48 in close race
 Eller som man siger: Meanwhile in another galaxy...

onsdag den 1. maj 2013

Blåt vand og blå cola

Så kom da endelig dagen... Sidste tirsdag var det for blæsende og koldt, så der drak vi bare en øl. I går var der kun frisk vind og kølige temperaturer, så der var ingen undskyldning for at blive inde. Jeg havde fornøjelsen at være ombord på DEN358, og her er udsigten på en lænser.
Den knapt så Svedige Sild, brrrr...
Flot ser det ud, men varmt var det ærlig talt ikke; Heller ikke selvom jeg hev i snore. Banen var iøvrigt to omgange på en dejlig lang op-ned bane med vind fra det vest nordvestlige hjørne. Der var hele ni både på vandet; Klart det største felt, og klart det sjoveste felt med ægte klasseræs hele vejen rundt. Sejl 101, det er fedt! Store smil over hele linien... Skønt at være i gang, skønt at have en vandtæt telefon med på dæk, skønt at smage en lunken blå cola efter endt gerning.

fredag den 26. april 2013

Forårsklargøring, take two

Alt for mange 101ere er stadig på land. Nogle endda med mast på. Så kan man sidde der og lade som om, men det er altså ikke helt det samme. Bådene skal ned i vandet, sejlerne skal ned i bådene, og så skal bådene ud på havet. Her er en frisk tidsmåling på forårsklargøring:

0,5t Vask af fribord i Ajax
0,5t Vask af bund i Ajax
0,5t Finslibning af bund
1,0t Polering af fribord 
1,0t Maling af bund incl tape
0,5t skift af zink
----------
4,0t ialt 
==========

Sese, det er slet ikke så slemt! Ajax? Javel, det virker fint. Jeg tog det med for en sikkerheds skyld, og det var godt, for proppen på den extravagant dyre boatshampoo lod sig ikke løsne. Derfor blev det Ajax, som koster flere størrelsesordner mindre. Iøvrigt har de fundet på, at man skal have to bådshampoos, som begge koster det blege. Først skal man vaske med preshampoo, og dernæst skal man så vaske med shampoo med voks. Næste år skal den vel også have balsam?!

Solskin ombord
Jeg kan jo ikke løbe fra billedet. Min båd er også på land, - ganske få timer endnu, og så er det også slut. Så skal jeg på vandet. Både er ganske vist sikrere på land, men det er jo altså ikke det, de er beregnet til.

Og parkeringen? Den gik faktisk godt. Hvis man er tidligt nok på havnen kan man finde sig en god plads; Kommer man derned ved tolvtiden er der kaos, og man skal ikke forvente, at de pelsklædte frokost-turister udviser tålmodighed med de dersens sejlere i blå overalls.

søndag den 14. april 2013

Forårsklargøring på 3 timer

I dag er det vis første gang i år at meteorologerne har lovet tålelige temperaturer. 10-15 grader! Hurraaa... Lige nu er der 2 grader, så det er alt for koldt til at smøre kemiske vidundermidler på både. Ikke desto mindre må det jo komme snart. Foråret.
Der skal pudses og poleres
For ligesom at gøre forårsklargøringen mere spiselig, har jeg taget tid på det, og her følger sidste års resultat:

Det tager een time at vaske hele båden samt finslibe en smule. Derefter tager det een time at tape vandlinien og male hele bunden. Endelig tager det cirka halvanden time at polere fribordet. Hvis ellers zinken ikke behøver at skiftes, så er skuden klar til søsætning på 3,5 timer.

Det er desværre ikke helt godt nok! Ihvertfald ikke i Rungsted, for Rungsted Havn har indført 3-timers parkering. 3-timers parkeringen gælder dog - indtil videre - kun den øst-vestlige vej bag ved restauranterne.

torsdag den 4. april 2013

Medens vi venter

Medens vi venter på at sneen smelter...
Næsten som at være der selv, men også kun næsten.

onsdag den 27. marts 2013

Har du betalt licens?

Hvis du vil sejle kapsejlads i 2013 - en gang når sneen smelter - så husk at betale din kapsejladslicens. I danmark er det nemlig sådan, at selv amatører skal købe licens til at sejle kapsejlads.

Formuleringen er noget firkantet: "Kapsejladslicensen giver ret til at deltage i kapsejladser afviklet efter kapsejladsreglerne". Det er selvfølgelig noget vrøvl. Selvfølgelig kan man sejle kapsejlads efter reglerne uden at have betalt licens til DS, - bare ikke i DS regi.

Man kan argumentere for, at DS yder et kæmpe arbejde med uddannelse af dommere og målere, administration af klassebeviser og målebreve samt at DS støtter såvel bredden som eliten. Desuden får man for pengene tilsendt den aktuelle regelbog. Det er faktisk alt sammen fint og godt.

Det virker bare lidt underligt, at amatører skal have licens. Er vi så ikke længere rigtige amatører? I dette land ynder vi at hylde demokratiske principper og det frie valg; Alligevel har vi monopoliseret licensudstedelsen til kapsejlads, ikke bare for proffer. Hvorom alting er: Hvis du vil sejle kapsejlads, er der ingen vej udenom... log ind på websejler og betal. Det koster kr250,-

onsdag den 20. marts 2013

Aphrodite 101 og de nye DH-mål


For os, der ikke sejler i Rungsted og omegn, og som derfor må sejle i løb med andre bådtyper, er det altid interessant, når DH-målene bliver ændret. Jeg har prøvet at beregne de nye DH2013 mål for nogle typiske konkurrenter og sammenlignet dem med DH2012. Jeg har set på den generelle sømiletid GPH, som bruges til de fleste distancekapsejladser.

For eksempel skulle en BB 10 sidste år sejle 10 s hurtigere pr. sømil end en 101. I år skal en BB 10 sejle 11,8 s hurtigere pr. sømil. Det vil sige at 101'erens mål er forbedret med 1,8 i forhold til BB 10.

DH 2012 og 2013
Som det ses, har 101'eren fået et lidt forbedret mål i forhold til de fleste af konkurrenterne. Så det er bare med at komme ud på banerne!
 
Med sejlerhilsen
Karsten Bank Petersen, DEN 52

fredag den 8. marts 2013

Aphrodite 101 historien i billeder

Fra den tidligere formand (Kisser Schnakenburg) arvede jeg tonsvis af historisk materiale, som p.t. ligger i min kælder uden at gøre nogen gavn. Det har længe ærgret mig, at alle disse "ting" var hemmelige, og at de simpelthen går til. Formulder. Jeg kan sføli altid dyrke champignon i jordbunken i kælderen;

Champignonerne kan sikkert sælges i en helsebutik under navnet Aphrodites Magic Mushrooms, men jeg synes nu hellere, at sagerne skal digitaliseres til glæde for andre sejlere, men hvordan...

Well, det er langt fra komplet, men nu er jeg da begyndt... Se bare her: aphrodite-101.tumblr.com

Ja, det er på engelsk, for der er jo Aphroditer over hele verden; De blev angiveligt endda bygget i England en kort overgang.

Har du historiske billeder, som passer ind i beretningen, så smid dem endelig til mig på en mail. Det kommer sikkert til at tage år, før jeg er færdig, men det er et sjovt lille hyggeprojekt, og det sidder som link nede til højre på denne side, så man altid kan se, om der er kommet nyt til...

fredag den 1. marts 2013

Fredagsbilledet

Så er det fredag, og det er tid til endnu et skud sol-salt-vand-surrogat som opfølgning på det aflyste vinterarrangement. Solen skinner, så hvorfor ikke bringe endnu et fabelagtigt billede af 101-kapsejlads; Igen er billedet taget fra tilskuerpladserne.
Aphrodite 101 DEN2, DEN33 & DEN300
Denne gang er det DEN33 som ligger på toppen af DEN2. Foran til læ ses DEN300. Det er fra dengang DEN300 havde sejlnummeret skrevet i agterliget. Og lokationen? Det kan vi ikke afsløre, men det er nok et sted mellem Rungsted og Helsingør. God weekend...