DEN134 kom i vandet lige pludselig. Jeg stod i kørevejen, så jeg skulle jo i vandet inden udgangen af marts: Ganske vist havde havnen - meget venligt - slækket lidt på tvangstankerne grundet den hårde vinter, men ved udgangen af marts var det allligevel alvor.
|
Båd nr 7 er i form... |
En dag jeg var nede og se til båden, mødte jeg nogle andre bådejere, som havde hyret en udenbys kran. Det lød faktisk meget godt; Ikke mindst prisen; Hvis vi kunne samle lidt mere end en håndfuld både, kunne vi komme i vandet for omkring 650 kroner. Endnu flere både ville bringe prisen ned på 600. Noget billigere end den lokale havnebix, som netop havde udsendt et kanon tilbud på 990 kroner for en søsætning. Det ville jeg naturligvis gerne være med til, så jeg bookede mig ind, og satte tid af til klargøring.
Så skete der det, at kranen kom lidt tidligere end planlagt. Desuden var der ikke helt så mange både klar, og havnen kunne netop på denne dag - af årsager der endnu er uopklarede - ikke hjælpe med at flytte både i havnens stativer. Netto var der derfor ikke seks både før mig; Der var to.
|
... fin form... |
Da jeg landede på havnen i "god tid", havde jeg pludselig ret travlt. Heldigvis havde jeg vasket fribord og bund et par dage før; Det tog halvanden time; En halv time mere end det plejer, fordi jeg fik hjælp af en juniorgast på knap 4 år. Men altså... i gang... Hente maling, tape og pensler i Shipshape, blande maling, finslibe, tape op, male, polere fribord. Hækken blev poleret, medens kranen var ved at sætte støttebenene. Puha. Nåede det lige.
Ialt tog klargøringen følgende:
- Vask af bund og fribord: 1,0t
- Indkøb af maling, pensler, tape med videre: 0,25t
- Finslibning: 0,25t
- Blanding af maling og opsætning af tape medens maling jævnes: 0,25
- Maling af bund: 0,5t
- Polering af fribord: 0,5t
Ialt to timer og tre kvarter. Det er næsten en halvering i forhold til sidste år, hvor det tog fem timer, men der skiftede jeg også zink på skruen.
Hvorfor skriver jeg nu det?
Jow, for der skal flere både på vandet, og det er ingen undskyldning, at der ikke er tid til klargøring. Måske bliver båden ikke lige så flot som nummer 7:
|
... rigtig fin form endda! |
Men på kapsejladsbanen er det mest det ydre, der tæller. Det indre kan man jo fixe, når skuden er kommet i vandet. Og alt det der med masten... det kan klares endnu hurtigere, hvis man lige skriver op, hvordan trimmet var sidste år.
Så altså, - ikke mere snak. Lad os komme ud på den blå hylde.