Vi havde en fed dag på vandet til Lloyd Cup. Hele fire heftige sejladser blev det til, - og det endda på godt fire timer. Tempoet var højt. Højere end de fleste er vant til. Det var ihvertfald svært at få spist frokost og lænset, for allerede medens man gik i mål, blev man mødt af både, der var i start. Den tager jeg lige igen: I det sekund vi passerede over mållinien, blev vi mødt med råb som: "Gå væk vi er ved at starte". Bevares, bevares. Lige bortset fra det, så forløb arrangementet ellers perfekt. Fine baner, superlækker luft, solskin og sjove strømforhold var med til at gøre det extra spændende; DEN400 vandt i overbevisende stil med fire prikker. Tillykke med det, og tak til KDY for et rigtig godt arrangement. De andre duelige 101ere var DEN358, DEN33 og DEN300. Der lå altså tretten 101ere som ikke var ude at sejle. Tretten. Og det var kun på bro syv.
|
Fra en kapsejlads med mere end en håndfuld 101ere. |
Jeg synes, det var en skøn dag på vandet; Også selvom tempoet var højt. Der var bestemt ikke madpakke tid indbygget i arrangementet, og det skal man jo bare være klar over, så man ikke sidder og fedter med højt belagt smørrebrød i spilerbomningen. På en måde kan man vel argumentere for, at det høje tempo er med til at gøre sejladserne mere sportsligt prægede. Fire sejladser på fire timer! Så er man træt. Skal man hive i snore i hård luft, så kan man godt pakke sammen, hvis man har kontor-arme.
Det er klart et skift i forhold til tidligere tiders praksis, som måske mere lagde sig op ad een sejlads formiddag, frokostpause, og så een mere eftermiddag. Ingen tvivl om, at den slags arrangement her, træder på speederen og favoriserer de yngre, stærkere og sportsligt ambitiøse besætninger. Jeg synes, det er interessant og sjovt, men jeg er bekymret for, at formatet er årsag til at folk bliver væk. Hvorfor? Jow, jeg vil hellere sejle 2 længere sejladser med 11 deltagere, end jeg vil sejle 4 heftige sejladser med fire deltagere. Der ligger tæt på fyrre 101ere i Øresund. Lloyd Cup, er det eneste weekendarrangement i forårssæsonen, hvor vi deltager. Hvorfor kommer der kun fire både til start? Skriv endelig en kommentar...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.