fredag den 23. september 2016

Silverrudder

Jan Møller skal Fyn Rundt i Silverrudder. Læs mere og se interviewet på www.minbaad.dk



Læs mere om sejladsen her: Silverrudder.

søndag den 18. september 2016

Den store finale

Tirsdag den 13. september var den store finale, sæson-afslutningen med den attende og sidste og altafgørende tirsdagsmatch for Aphrodite 101’erne i Rungsted.

Tirsdag efter tirsdag er op mod elleve 101’erne gået på vandet og har dystet i KDY’s aftenkapsejlads, og igen i år var 101’erne det største klassebådsfelt med egen start. Finale-sejladsen lignede en gyser, for efter de første 17 sejladser lå to både, DEN 33 og DEN 45, a point i den sammenlagte turnering, og en tredje, DEN 304, var kun to point efter, så alt kunne ske i den sidste sejlads på en varm og solrig aften med sommertemperaturer og aftagende vind her på kanten til efteråret.

Der blev gået til stålet banen rundt og ved målgangen var det de to førende både fra den sammenlagte, der kom ind som nr. 1 og 2: Først DEN 33, så DEN 45. Det betød, at DEN 33 med Jan Svendsen lige akkurat sneg sig foran også i den sammenlagte turnering med 23 point mod 24 point til DEN 45 med Kasper Bonnevie

DEN 304 med Mogens Petersson lå ellers godt til på sidste opkryds og kunne have blandet sig i topplaceringen, men satte det over styr med en styrbord-bagbord og en 360 graders straf, som satte dem tilbage til en femteplads - men dog ikke dårligere, end at DEN 304 med 26 point fastholdt sin samlede tredjeplads.

Den nykårede klubmester fejrede æren ved lægge sig på knæ på Bro 7 og grille pølser til 101-sejlerne, mens Nicolai Morten Møller-Andersen, DEN 134, som heller ikke i år har fået mast på, sørgede for rigeligt med kølige pilsnere. Selvom en enkelt røst, da aftenen gik på hæld, udtrykte tvivl om, hvorvidt DEN 33 efter ombygning af klassebåden stadig kunne defineres som en 101’er, er Jan Svendsen, som også vandt 101-klassemesterskabet to uger tidligere, parat til at lade sig hylde ved Ris og Ros-mødet tirsdag den 20. september kl. 19.30 i KDY’s lokaler, hvor præmieoverrækkelserne finder sted. Og det er ikke kun præmietagerne, der har adgang, så kom og vær med.

Fri bar!

Klassemesterskabet 2016 i Rungsted og Nivå i slutningen af august og begyndelsen af september sluttede med en pragtfuld aftenspisning under åben himmel og udsigt til lysene på Hven, og i den lette stemning havde nogle af sejlerne fået det indtryk, at 101-klubben, som havde inviteret på middag, også havde inviteret på fri bar. Det var ingenlunde tilfældet. Derfor kunne lagertællingen afsløre, at der ikke var gjort regnskab for fire flasker vin og 18 øl, som klubkassen nu dækker ind for.

101-flag

I forbindelse med klassemesterskabet har 101-klubben udleveret en antal 101-flag i stor størrelse. Det var tanken, at bådejerne skulle sætte dem på flagline nær forstaget for at gøre reklame for klassen - også efter mesterskabet. Desværre ser det ud til, at en del af flagene nu er under dæk, så derfor denne opfordring: Op med dem, hvor vi alle kan se dem!

(Lars Ranggaard)

tirsdag den 13. september 2016

mandag den 12. september 2016

Kom og leg med…

I gamle dage hed kapsejladsen Gordons Gin Cup. Det var dengang, den traditionsrige efterårssejlads kunne tømme alle lystbådehavne nær Øresund for sejlbåde, for alle skulle til Vedbæk for at deltage i det store afdansningsbal, inden sejlsæsonen sluttede. Og det ikoniske navn, Gordons, hang såmænd ved i mange år, selvom skiftende sponsorer gav sejladsen nye navne, Jameson Whiskey Cup blandt andre.
Nu hedder sejladsen Stelton Cup, og selvom deltagerantallet er dalet lidt, er det stadig helt suverænt den største kapsejlads øst for Storebælt med flere hundrede deltagere, og altid den første søndag i oktober.
Nu er tilmeldingen åben for årets Stelton Cup, og arrangørerne i Vedbæk Sejlklub lover, at de har bestilt godt vejr og passende vind, så nu er det tid til at melde sig til dette dette fantastiske sejlershow med intens kapsejlads Øresund rundt. Første start er kl. 10 søndag den 2. oktober, og for klassebådene er der eget løb, hvis blot fem både deltager. Lige nu har 101’erne DEN 33, DEN 48 og DEN 304 planer om at deltage, og de opfordrer kraftige de mange Aphrodite 101-sejlere i Øresund til at komme og lege med i vores eget klasseløb.
 Det er sidste chance for en herlig kapsejladsdag på Sundet, inden efteråret sætter ind og bådene kommer op.

(Lars Ranggaard)

torsdag den 8. september 2016

Øl og Grill - sidste aftenmatch

Så nærmer vi os sidste aftenmatch... Vi stiller op med Øl og Grill for Club 101.

Der er muligvis også kolde øl

Vi ses,

Jan & Morten


mandag den 5. september 2016

Og vinderen blev…

Så blev spændingen udløst, og vinderen af klassemesterskabet 2016 blev fundet.
En meget fin lænser. (Foto: Mads Christensen)
Men inden gik der et par hårde dyster fredag eftermiddag og aften i farvandet ud for Rungsted, hvor de to sidste sejladser i Aphrodite 101-mesterskabet blev afviklet. De var arrangeret af den nye Rungsted Sejlklub, hvor 101-sejleren Nicolai Morten Møller-Andersen (DEN 134) er formand.

De otte besætninger var spændt op til kamp efter stævnets to første sejladser tirsdag og onsdag, og det var en aggressiv første start, hvor hele tre både (DEN11, DEN 45, DEN 304) blev disket for tidlig start. Resten af sejladsen var lige så intens med infight og skarpe dueller, som førte til flere protester, der dog alle blev trukket tilbage. Vinderen af sejladsen blev DEN 9, der havde fået bunden vasket efter de første sejladser med begroet bund, og med DEN 277 og DEN 33 på de følgende pladser

I kraftig øgende vind blev stævnet fjerde og sidste sejlads lige så nervepirrende, og i kampens hede lykkedes det DEN 33 at gå til det forkerte mærke og blev disket. DEN 45 vandt efterfulgt af DEN 50 og DEN 9.
En meget fin vinder. (Foto: Mads Christensen)
Efter stævnets ialt 5 diskvalifikationer og mange elevatorture på resultatlisten sluttede det med en meget lige pointstilling i toppen. Vinderen blev Jan Svendsen, DEN 33, MariJann, med 14 point (1+1+3+9) - tæt fulgt af Kasper Bonnevie, DEN 45, DEN Svedige Sild, med 15 point (3+2+9+1) og Niels-Peter Munk, DEN 9, Sissen, med 16 point (7+5+1+3).

Det var lige så tæt på de følgende pladser. På en delt fjerdeplads kom DEN 50 og DEN 277, begge 18 point, fulgt af DEN 304 (19 point), DEN 48 (25 point) og DEN 11 (27 point).

Overrækkelsen af DM-pokalen og god vin til de tre første både fandt sted i Rungsted Vandskiklubs klubhus på Rungsted Havn. Efter middagen var der lodtrækning om præmier, som havnens erhvervsdrivende havde sponseret - bl.a. 2 x 4 sweatshirts fra OneSails, en hel hummer fra Fiskerikajen, et gavekort på to burgere fra Captainen og hovedpræmier, et gavekort på kr. 1000 fra ShipShape, som med en form for retfærdighed tilfaldt mesterskabets agterlanterne. den 79-årige Johan Münster-Svendsen, som endnu engang stillede op med sine tre sønner i DEN 11.
En meget fin dommerbåd og fotobåd. (Foto: Morten Møller-Andersen)

Det var en festlig aften med spisning og håndsejlads under åben himmel og udsigt over et natstille Øresund og lysene fra Hven, og der blev udråbt mange af det lokale kampråb: “Rungsted Søbad!”.

(Lars Ranggaard)

torsdag den 1. september 2016

Spændingen stiger

Der blev ligegodt sejlet håndsejlads under moleøllen på Bro 7 i Rungsted Havn efter andendagen af Aphrodite 101’ klassemesterskabet. For der var mange manøvrer, der skulle afklares, og vendinger, der skulle forklares.
Fra sejladsen i Nivå. (Foto: Morten)
Der blev rykket godt rundt på placeringerne. Dog ikke for DEN 33, som vandt igen. Men DEN 45 rykkede op med en andenplads efter en intens dyst banen rundt med DEN 33.

Og DEN 11 scorede igen en tredjeplads - desværre blev placeringen på førstedagen annulleret pga. for tidlig start. Men stadig flot sejlet af en skipper og rorsmand på 79 år med sine tre sønner som gaster. Bravo!

Efter placeringen som nr. 2 på førstedagen fortsatte DEN 304 de gode takter med en fjerdeplads - efterfulgt af DEN 9, DEN 277, DEN 48 og DEN 50.

Der er dermed lagt op til et seriøst søslag på Øresund, når sidstedagen i klassemesterskabet 2016 afgøres med to sejladser udlagt af Rungsted Sejlklub fredag eftermiddag og aften ud for Rungsted - efterfulgt af præmieuddeling og middag.

Spændingen stiger!

(Lars Ranggaard)